Selve navnet hentyder til en gammel legende om racens oprindelse. Birmaens dunkle oprindelse forstærkes af en romantisk legende om dens tilværelse i østen:

For længe, længe siden blev der i Burma bygget et tempel på bjergsiden af bjerget Lugh. Templet blev kaldet Lao-Tsun. Præsterne ved templet blev kaldt kithaer, og den helligste af lamaerne hed Mun-Ha. Templet var indviet til guden Song-Hio samt Tsun Kyan-Kse, gudinden med de safirblå øjne. Kithaerne tilbragte deres liv i meditation, og når de opnåede den evige ekstase, blev deres ånd overført til en af de hellige katte, som levede i templet. Mun-Ha´s gyldne skæg skulle være flettet af selve guden Song-Hio selv. En speciel kat ved navn Sinh tjente som orakel for Mun-Ha. Sinh var helt hvid med gule øjne - de gule øjne reflekterede Mun-Ha´s gyldne skæg og gudindens gyldne krop.

En aften, da de forhadte Phoums kom fra Siam og angreb templet, døde den gamle mand. Sinh sad sørgende ved siden af sin herre og betragtede de overvældede kithaer. I ét spring sad han på templets gyldne trone, og miraklet skete: Sinh´s krop, som hidtil havde været hvid, fik samme gyldne farve som Mun-Ha´s skæg; dens før gule øjne blev dybt safirblå som gudinden Tsun Kyan-Kse´s øjne. Ben, ansigt, ører og hale blev brune, men dens poter, som berørte Mun-Ha´s hoved, forblev blændende hvide så langt op, som Mun-Ha´s hellige klædning dækkede dem. Kattens blik var fuld af renhed og lys, og det opildnede præsterne, som skyndte sig at lukke templets bronze døre og derved fik reddet templet fra ødelæggelse. Syv dage senere døde Sinh, og alle templets katte skiftede farve som Sinh og blev gyldne med kridhvide poter...

I virkeligheden er Birmaens oprindelse en smule tåget. Man ved, at de første birmaer dukker op i Nice i 1925, og de skulle være kommet fra østen hvor en amerikansk millionær ved navn Vanderbildt skulle have fået et par foræret af en utro tempeltjener. Imidlertid kan disse oplysninger ikke bevises, ligesom man heller ikke kan fastslå, at der virkelig HAR været birmaer i templerne i østen. Den birma vi kender i dag stammer tilbage til ét eneste avlspar, Xenia og Orloff de Kabaa, som var de eneste registrerede birmaer der var tilbage i Frankrig efter 2. Verdenskrig. Ved indblanding af bl.a. colorpoint persere kom avlen på fode igen, og i dag er birmaen at finde overalt i verden.